DIF undersøger om kajakpolo er i tilbagegang

Er kajakpolo i tilbagegang? Det officielle – af CFR registrerede – medlemstals er faldet fra 1043 polospillere i 2011 til 485 polospillere i 2016. Igennem DIF modtager DKF hvert år støtte til vores forskellige discipliner. En af måderne, vi modtager støtte på, er, når DIF godkender f.eks. kajakpolo som en såkaldt aktivitet. Forudsætningen for sådan aktivitetsgodkendelse er bl.a., at der er mindst 1000 aktive udøvere. Er faldet i antal spillere reelt? Det registrerede fald i antallet af kajakpolospillere virker drastisk. DKF har derfor aftalt med DIF, at DIF undersøger, hvorvidt der er tale om et reelt fald i antal aktive eller om fx omlægning af systemet, der indsamler medlemstal eller informationerne om medlemsregistrering o.l. har påvirket medlemstallet. DIF udsender den 6. juni. (tirsdag efter pinse) den her nævnte undersøgelse.  

Dobbelt op for verdensmester

Mere sølv til René Holten   For anden finale i træk vekslede den danske kajakstjerne og regerende verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub sidste uges fjerdepladser i Szeged til en sølvmedalje søndag formiddag ved World Cup i Beograd. Som det var tilfældet lørdag over de 1.000 meter, var det en effektfuld spurt, der sikrede danskeren sølv over de 500 meter. I finalen var René Holten oppe mod sidste uges vinder i Szeged, Josef Dostal fra Tjekkiet og sølvvinderen, Roi Rodriguez fra Spanien, og det blev også denne trio, der kom til at præge finalen. Midtvejs lå de tre nærmest side om side, men så trak Dostal uimodståeligt fra og kun René Holten kunne hænge på tjekkens tempo, uden dog at kunne true Dostals anden World Cup-sejr i træk på distancen. Rodriguez tog bronzen. Inden World Cup slutter, får René Holten chance for yderligere en medalje, når han slutter stævnet af klokken 15.15 med finalen i 5.000 meter enerkajak sammen med Mads Brandt Petersen fra Silkeborg. Forinden klokken 14.30 skal Pernille Knudsen fra Maribo ro damernes finale.

I mål som nummer 8

To 8. pladser i B-finaler   Julie Frølund Funch fra Vallensbæk og Pernille Knudsen fra Maribo åbnede sammen med Jonathan Dagnæs-Hansen fra Silkeborg søndagens finaleafsnit ved World Cup i Beograd med B-finaler over 500 meter. Og for både toerkajakken og enerkajakken blev det til en placering som nummer 8. Formiddagens sidste finale med danskere bliver A-finalen i 500 meter enerkajak klokken 11.40 med Maribos René Holten Poulsen, inden stævnet slutter i eftermiddag med 5.000 meter løbene. Foto: Jonathan Dagnæs-Hansen, yderst til højre.

Program søndag WC

Søndagens finaleprogram ved World Cup i Beograd   På sidstedagen, søndag, bliver de danske kajakroere repræsenteret i fem finaler, tre A-finaler og to B-finaler ved World Cup i Beograd. Programmet ser ud som følger: 10:07 – B-finale K2 damer 500m – Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club/Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub 10:19 – B-finale K1 herrer 500m – Jonathan Dagnæs-Hansen, Silkeborg Kajakklub 11:40 – A-finale K1 herrer 500m – René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub 14:30 – A-finale K1 damer 5.000m – Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub 15:15 – A-finale K1 herrer 5.000m – Mads Brandt Petersen, Silkeborg Kajakklub og René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub   Live-stream: https://www.youtube.com/watch?v=ygfrerwmvqI Program og resultater: http://www.serbiawc2017.spotfokus.com/home?gmt=2&gmt2=-120