Hoff slog René Holten i semifinalen
Selv om begge roere er klar til lørdagens World Cup finale på den olympiske kongedistance 1.000 meter enerkajak, så var det tyske Max Hoff, der fik forhånden ved at vinde en sikker sejr over René Holten Poulsen i semifinalen i Racice.
– Selv om René er i rigtig god form, så var han nok lidt mærket af, at han tidligere på dagen også var ude i indledende i toerkajakken. Men når det er sagt, så er han i den World Cup finale, som vi forventede af ham, siger Dansk kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Max Hoff, der blev treer i sæsonens første World Cup på hjemmebane i Duisburg for en uge siden, tog føringen fra start i semifinalen i Racice og så sig ikke tilbage. I mål var han over to sekunder foran den regerende danske verdensmester.
– Det var ikke planen, at Hoff skulle føre fra start til mål. Nu må vi evaluere semifinalen og se, om vi skal ændre på vores strategi og raceplan til finalen, siger Bo Vestergaard.
Morten Graversen fra Silkeborg havde også kvalificeret sig til semifinalerne og opnåede en sjetteplads og en C-finale.
Tidligere sikrede Maja Rosenkrands Irgens sig også deltagelse i World Cup finalen lørdag ved at vinde semifinalen i 1.000 meter enerkajak. I samme semifinale kom Emilie Ahmt Petersen fra Maribo i mål på sjettepladsen, hvilket rakte til en B-finale.