Sportschef Bo Vestergaard: – René har medaljechance
Selv om René Holten Poulsen ikke havde sit bedste løb i semifinalen, hvor han roede sig i tirsdagens OL-finale i 1.000 meter enerkajak via en fjerdeplads, så ser Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Bo Vestergaard med fortrøstning frem til finalen.
– René ville gerne have roet halvandet til to sekund hurtigere i semifinalen, men han har været generet af lidt forkølelse de seneste dage. Nu tager vi fat i lægerne og ser, hvad de kan gøre for ham, og så er jeg sikker på, at han nok skal være der i morgen. Både landstræner Zoltan Bako og jeg tror på og er overbevist om, at René har en god chance for at blande sig i medaljerne. Den chance skal René gå efter, og det er jeg sikker på, at han gør.
Ud over René Holten Poulsen var OL-debutanterne Amalie Thomsen og Ida Villumsen på vandet i toerkajak over 500 meter og kvalificerede sig til tirsdagens B-finale efter en sjetteplads i semifinalen. I 200 meter enerkajak sluttede Henriette Engel Hansen udenfor finalerne efter en ottendeplads i semifinalen.
– Amalie og Ida gjorde det rigtig flot, mens Henriette desværre fik en defekt med sit fodspark. For alle tre gælder, at de får mærket atmosfæren og får løb i kroppen inden det primære løb med firerkajakken senere på ugen, siger Bo Vestergaard.
OL-finalen i 1.000 meter enerkajak ros 15.12 dansk tid, B-finalen i toerkajak klokken 14.16. Finalerne senedes live på TV2 Sport og TV2 fra klokken 14.
OL-finalen startliste:
Bane 1: René Holten Poulsen, Danmark
Bane 2: Peter Gelle, Slovakiet
Bane 3: Fernando Pimenta, Portugal
Bane 4: Roman Anoshkin, Rusland
Bane 5: Murray Stewart, Australien
Bane 6: Max Hoff, Tyskland
Bane 7: Marcus Walz, Spanien
Bane 8: Josef Dostal, Tjekkiet
Foto: René Holten Poulsen i sit indledende heat, som han vandt. (Foto: Christian Jacobsen, DKF)