Kajakstjerner stiller op til DM i Rødovre
Spænder terminen for sprintlandsholdets vintertræningslejr ikke ben for at deltage ved årets første mesterskabsstævne, DM i ergometer, så stiller de store kajakstjerner gerne op.
Og i år spænder terminen ikke ben, for sprintlandsholdet tager først på træningslejr umiddelbart efter DM. Derfor kan publikum i indkøbscentret Rødovre Centrum lørdag den 13. januar opleve stjernenavne som den tredobbelte verdensmester René Holten Poulsen, OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen, de tidligere juniorverdensmestre og nuværende OL-satsningsroere i dameseniorernes firerkajak, Pernille Knudsen, Julie Frølund Funch, Mette Gravesen, Line Langelund Eriksen samt den dobbelte junioreuropamester Rasmus Knudsen kæmpe med om DM-medaljer.
220 roere fra 26 klubber stiller til start ved DM, og mesterskaberne afvikles fra tidlig morgen til sen eftermiddag og for alle årgange fra U12 til masters.
– Det kan kun være med til at motivere alle de andre roere rundt om i klubberne, når vores landsholdsroere har mulighed for at stille op til DM. Det bliver spændende at se, om de andre roere kan bide skeer med de store navne samtidig med, at der venter publikum i Rødovre Centrum en spændende oplevelse, når medaljerne skal fordeles, siger formanden for Dansk Kano og Kajak Forbund, Ole Tikjøb.
Mesterskaberne, der arrangeres af Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med Rødovre Centrum og Dansprint, kan også følges på live-stream, ligesom resultaterne opdateres online.
Resultater: http://kano-kajak.
Live-stream: http://live-