Semifinaler til toerkajakker
Både juniorernes toerkajak med Magnus Sibbersen, Hvidovre Kajakklub og Christian Farstad, Silkeborg Kajakklub samt U23-toerkajakken med Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub, endte lige udenfor de direkte finalegivende pladser i indledende heats over 1.000 meter ved U-EM i Italien torsdag formiddag.
I juniortoerens heat gav kun førstepladsen en direkte EM-finale, og her endte danskerne på andenpladsen efter Tjekkiet. Hos U23 var der tre direkte finalebilletter på spil, men også her blev det ved lige ved og næsten for danskerne, der sluttede på en fjerdeplads.
Toerkajakkernes placeringer betyder, at begge mandskaber er videre til semifinalerne fredag.