DKF/DGI SUP Instruktør 2 – kursus – Kerteminde Kajakklub

Pris oplyses hos udbyderen

Deltag i DGI/DKF SUP Instruktør 2-kurset, hvor du får kompetencer til at uddanne let erfarne padlere og instruktører. Kurset fokuserer på struktureret undervisning, progression, videoanalyse og feedbackmetoder. Du vil også lære om navigation, naturvenlig adfærd, samt risikohåndtering ved SUP.

15. aug kl. 09:00 – 16. aug kl. 17:00

Marinavejen 6, 5300 Kerteminde

Tilmelding og betaling foregår hos arrangøren. Du videresendes til en ekstern hjemmeside, som kan være forskellig i opbygning og informationsniveau. DKF har ikke indsigt i priser, ledige pladser eller eventuelle ændringer og kan derfor ikke hjælpe med tilmelding, vilkår eller opdateringer.

Beskrivelse

Vil du arbejde med SUP på højt niveau, fordybe dig i værktøjer til god turledelse og få kompetencerne til at kunne uddanne andre SUP-instruktører?

Så er uddannelsen til DGI/DKF SUP Instruktør 2 noget for dig.

På kurset får du viden og færdigheder til at kunne uddanne let erfarne padlere og instruktører. Som instruktør 2 får du kompetencen til at kunne frigive padlere efter DGI og DKF’s anbefalede frigivelsesniveau. Du får også viden og færdigheder til at kunne fungere som turleder for andre SUP-padlere i vind op til 5 m/s.

Vi går i dybden med, hvordan man strukturerer et undervisningsforløb og arbejder med progression i undervisningen. Vi arbejder med forskellige undervisningsmetoder, herunder videoanalyse, og du bliver bevidst om, hvornår de forskellige undervisningsmetoder er hensigtsmæssige at anvende. Vi arbejder også med forskellige måder at give feedback på, og du bliver introduceret til turlederens abc og begreber som CLAP og SAFER.

Vi skal også arbejde med navigation, naturvenlig og klimabevidst adfærd på SUP, planlægning og afvikling af aktiviteter på SUP, bugsering og søvejsregler, og vi går i dybden med risikomomenter ved SUP, herunder hypotermi og hypertermi.

Du kommer til at bringe dig selv i spil som underviser på kurset.

Kurset afholdes i beskyttet farvand, og med vind under 5 m/s. Det bestås ved en prøve (OBS: Kræver særskilt tilmelding), hvor kursistens undervisningsfærdigheder gennem hele prøven vurderes om helhed.

Uddannelsen til DGI/DKF SUP Instruktør 2 følger Dansk Kano- og Kajakforbund og DGI’s fælles norm for SUP-uddannelse.

Efter endt kursus vil du kunne undervise på DGI SUP Egenfærdighed 2/DKF SUP IPP2-kurser, og du vil kunne fungere som hjælpeinstruktør på DGI Egenfærdighed 3/DKF IPP3-kurser. Du vil desuden kunne uddanne DGI/DKF SUP Instruktør 1.

Forudsætninger for deltagelse:

For at deltage i Instruktør 2-kurset skal følgende forudsætninger kunne dokumenteres:

  • Egenfærdighedsniveau: DGI Egenfærdighed 3/DKF IPP3
  • DGI/DKF SUP Instruktør 1
  • Logbog med minimum 16 timers dokumenteret undervisningserfaring på SUP instruktør 1-niveau
  • Logbog med minimum 50 km padlet inden for det seneste år i varierende forhold.
  • Du skal have gyldigt førstehjælpsbevis fra kurset “Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i sejlsport”.