René Holten i World Cup-finale i opvisningsstil
Verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo gav sine konkurrenterne en kajak-lektion og vandt sin semifinale i 1.000 meter enerkajak i ren opvisningsstil ved World Cup i Beograd fredag formiddag.
Dermed er René Holten Poulsen klar til lørdagens World Cup finale – den anden i træk. Sidste lørdag i Szeged blev det til en fjerdeplads.
I semifinalen tog René Holten Poulsen føringen fra start og lod polske Bartosz Stabno og argentiske Agustín Vernice få lov at lege med næsten side om side frem til 750 meter, hvor danskeren satte tingene effektivt på plads med en kraftfuld spurt med polakken på den andenplads, der også gav adgang til finalen.
World Cup-finalen ros lørdag klokken 10.07.
I en anden semifinale var Silkeborgs Jonathan Dagnæs-Hansen med. Han roede sig i C-finalen via en syvendeplads.