Andenpladser sender Emma og Bolette i semifinaler
De to danske damer i enerkajakken over 500 meter, Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo kajakklub og Bolette Nyvang Iversen fra Hellerup Kajakklub, besatte begge andenpladsen i indledende heats fredag eftermiddag ved World Cup i Poznan.
Med andenpladserne er begge videre til semifinalerne lørdag eftermiddag.
Mens Emma Aastrand Jørgensen på forhånd var spået en topplacering i sit heat, som polakken Karolina Naja vandt og med sidste års VM-sekser, svenske Linnea Stensils, på tredjepladsen, så imponerede Bolette Nyvang Iversen ved at følge sidste års VM-nier, slovakken Ivana Mladkova, til dørs. De to skilte sig ud på sidste halvdel af løbet, og danskeren manglede kun en centimeter eller to for at slå slovakken på selve målstregen.
På tredjepladsen kom belgiske Hermien Peters.