Pararoere ramte ikke dagen
De havde sat næsen op efter en A-finale og en mulig OL-kvalifikation, men facit blev en B-finale til Kasper Søndergaard og en C-finale til Jonas El Awsy fra Vallensbæk efter onsdagens indledende løb i parakonkurrencens KL3 klasse ved VM i Milano.
– Vores roere ramte desværre ikke deres niveau 100 procent. Det var ærgerligt, for vi var rigtig godt forberedt. Efter løbene var begge både frustrerede og skuffede, for de følte ikke, at de havde roet sig helt ud. Derfor roede de heller ikke på tider, som de havde præsteret til træning, siger paralandstræner Christian Grau.
Christian Grau mener dog, at skuffelsen kan bruges konstruktivt, for nøgternt set er en B-finale og en C-finale endnu et skridt på den rigtige vej for de to roere.
– Man skal lige tænke på, at vores projekt kun har løbet i halvandet år samtidig med, at vi i dag var oppe mod verdenseliten med deltagelse af 36-38 roere. I det felt er der en lille gruppe, der skiller sig ud i toppen, men i midtergruppen, som Kasper og Jonas tilhører, ligger tiderne så tæt, at det er marginaler, der skiller roerne fra en A-, B- og C-finale. Så set i det lys var præstationerne godkendte, siger Christian Grau.
Og OL-drømmen er endnu ikke slukket for de to pararoere. Ved VM bliver de fleste billetter uddelt, men der bliver fire tilbage, som uddeles næste år i Duisburg.
– Vi havde håbet på en OL-billet her ved VM, men troen lever fortsat. Når vi kommer hjem skal vi bare arbejde endnu hårdere, og jeg har da set ting her til VM, som vi skal hjem og forbedre, blandt andet noget teknik i starten, siger Christian Grau.
B- og C-finalen afvikles fredag eftermiddag.