“Drivende jolle satte gang i stor redningsaktion. Politiet beder om hjælp til at få oplysninger om en båd, der er fundet drivende rundt i fjord.”
Med jævne mellemrum hører vi sådan en melding i medierne, for når nogen spotter en herreløs båd, jolle, kano eller kajak, der flyder rundt på vandet, opstår der en naturlig frygt for, at ejermanden er druknet. Men det er langt fra altid tilfældet. Værnsfælles Forsvarskommando (det tidligere Søværnets Operative Kommando) har i gennemsnit 73 aktioner om året, hvor man ikke kan konstatere en søulykke. Med et simpelt mærkat på vandudstyret kan du være med til at nedbringe antallet af udrykninger.
Bestil et gratis klistermærke til dit vandudstyr
TrygFonden og Værnsfælles Forsvarskommando står bag Operation Sømærkning, som er et gratis, vind- og vandsikkert mærkat med personlige kontaktoplysninger.
Mærkatet kan bestilles på trygfonden.dk.
– Hvis ejeren sætter vandfaste mærkater på sit vandudstyr med kontaktinformationer, kan man ringe til ham, hvis en tom båd findes drivende på vandet. På den måde kan ejeren hurtigt hjælpe med at bekræfte, at der ikke er sket en ulykke, hvor personer skal eftersøges. Det tager to minutter at skrive sine kontaktinformationer og sætte mærkaten på, og det kan altså spare mange unødige bekymringer og ikke mindst mange ressourcer for samfundet, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.
Sejlsikkert er et samarbejde mellem TrygFonden og Søsportens Sikkerhedsråd, der skal højne sikkerhedskulturen til søs. Læs mere sikkerhed til søs på sejlsikkert.dk.
Hellere en udrykning for meget, end en for lidt
Det er samtidig værd at understrege, at finder du drivende joller, kanoer, kajakker, paddleboards eller både, hvor du frygter, at der er sket en ulykke, så slå hellere alarm en gang for meget end en for lidt.