Bo Vestergaard: To gode EM-finaler
René Holten Poulsens taktik med at holde snor i den tyske fartkanon Tom Liebscher lykkedes til fulde i 500 meter finalen i enerkajak. Til hans egen store glæde, men også trænerteamets.
– René var lidt nervøs for, om han kunne hænge på den forventede spurt, som Tom Liebscher er kendt for at sætte fra start og i et tempo, så han ryster alle andre af. Det forsøgte han også i dag, men René var godt forberedt og hang på tyskeren, for så selv at sætte ind med et ryk med 200 meter tilbage. Og selv om tyskeren forsøgte at komme igen, så afviste René med stort overskud på de sidste 80 meter. Det var et flot løb af René, både taktisk og teknisk, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
I finalen for damernes toerkajak blev det til det hidtil bedste danske EM-resultat på 500 meter med en syvendeplads til Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen.
– De mener selv, at de kunne have roet et sekund eller halvandet hurtigere. De var stadig ikke helt tilfredse med starten og missede også nogle tag undervejs. Men, som de selv siger, så er de inde i en proces, og det vi så i finalen var indenfor den ramme, vi arbejder med, så det ser bestemt lovende ud, siger Bo Vestergaard.