Cathrine Rask åbnede VM med bronze
Den regerende europamester, Cathrine Rask fra Silkeborg, var fredag formiddag første dansker i aktion ved VM i maratonkajak i Gyor i Ungarn, og den unge dansker kom i mål i juniorklassens enerkajak på en tredjeplads efter de to ungarere Dóra Sólyom og Réka Dominika Pető.
De tre skilte sig fra start ud i det 23 både store felt og fulgtes ad på de to første af de fire omgange på den 18,3 kilometer lange distance. Men på tredje omgang måtte Cathrine Rask slippe de to ungarere, og hun var 20 sekunder efter på den tredje overbæring.
Ungarerne holdt forspringet og holdt sammen til den afgørende lille omgang, hvor Dóra Sólyom viste sig stærkest i spurten.