Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub havde ingen problemer med at ro sig i finalen på 500 meter enerkajak under fredagens konkurrencer ved U-VM i Ontario i Canada. Den 17-årige lollik, som er regerende europamester på distancen vandt i U-18 klassen både indledende heat og semifinalen i sikker stil.
Senere på dagen var hun også med i indledende heat på 200 meter, hvor hun ligeledes er regerende europamester. Også her vandt hun uden besvær og er nu klar til lørdagens semifinale.
Damejuniorernes toerkajak med Emilie Pedersen fra Maribo Kajakklub og Kathrine Græsbøll Christensen fra Silkeborg Kajakklub er også klar til finalen på 500 meter i U-18 klassen. Efter en femteplads i indledende heat vandt duoen semifinalen og er klar til søndagens finale.
Lørdag og søndag står i finalernes tegn for de danske kajakroere. Med de to finalepladser fredag er Danmark nu oppe på fem A-finaler.
De tre roes i dag lørdag, hvor damernes firerkajakker i U-18 og U-23 på 500 meter samt herrernes toerkajak i U-18 på 1.000 meter skal kæmpe om VM-medaljer. Første båd på vandet er U-18 K4 klokken 09 canadisk tid, klokken 15 dansk tid.
Søndag roes finalerne i damejuniorernes enerkajak på 500 og 200 meter samt damejuniorernes toerkajak.
—
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark