Danmark fik tørre tæsk i bronzekamp
Efter den flotte semifinale og det knebne 2-3 nederlag til Italien på golden goal, fik det danske herrehold i kajakpolo alvorlige tæsk i bronzekampen ved EM i Essen. Her kørte de regerende verdensmestre fra Frankrig danskerne over med hele 7-2 efter 2-1 ved pausen.
Danmark kom hurtigt bagud med 2-0, men var stadig inde i kampen ved halvleg efter en reducering tre minutter før pausefløjtet. I anden halvleg kom danskerne bare igen skidt fra start, og på fire minutter bragte Frankrig sig afgørende foran med 4-1.
En reducering til 4-2 midtvejs i halvlegen gav danskerne nyt håb, men et dumt boldtab kort efter blev straffet af franskmændene med et langskudsmål til 5-2.
Kampen ud satsede danskerne hele butikken, og det blev straffet yderligere to gange.
Nederlaget blev unødvendigt stort, men skal ikke overskygge, at Danmark med fjerdepladsen fik sit bedste EM-resultat nogensinde – og kan se tilbage på en fantastisk flot indsats med mange fremragende kampe og resultater.