Per 6. januar tiltræder Christina Tønder Bell som sportschef
Christina Tønder Bell kommer med en baggrund i Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland, hvor hun har arbejdet direkte med eksperter, trænere og eliteatleter. Herfra har hun også driftserfaring med en lille eliteorganisation og med at arbejde i en politisk ledet organisation. Christina har i øvrigt bopæl i Sydhavnen, hvor hun har egen kajak i vandkanten.
Med denne baggrund er vi sikre på, at hun vil gøre et rigtig godt arbejde i Dansk Kano og Kajak Forbund, når hun tiltræder som sportschef den 6. januar med ansvar for eliteafdelingen frem til OL i Paris 2024.
“Jeg glæder mig til at arbejde med atleterne og hele teamet bag eliteindsatsen i Dansk Kano og Kajak Forbund. DKF er et spændende forbund at komme ind i – der er store ambitioner og ikke mindst en god og struktureret plan for, hvordan man når ambitionerne. Det høje fokus på kvalitet og et ensartet træningsmiljø på tværs af Danmark giver et godt udgangspunkt for kvalitetstræning og resultater. Jeg har en bred viden og erfaring, som jeg ser frem til at bringe i spil og kunne bidrage med andre vinkler på motivation og udvikling.”
Coach og foreningsaktiv
Udover hendes erfaring med idrætsforbund og eliteorganisation, er Christina Tønder Bell uddannet Cand.scient.soc og certificeret Coach i 2015. Derudover har hun selv været meget foreningsaktiv og har stor forståelse for, hvordan foreninger fungerer.
“Jeg har stor interesse for motivation og for at motivere andre. I et high performance miljø er det ikke nok at kroppen er i topform, sindet skal også være det. En atlet som er i fysisk topform, men har en mental off-day vil ikke kunne klare presset, når det gælder, hvorimod en atlet som er i mental topform kan overpræstere. Krop og sind hænger sammen, og det er vigtigt at træne både det mentale og det fysiske. Jeg bruger coaching som redskab til at understøtte atleterne i deres mentaltræning og vil videregive metoder til, hvordan de selv kan arbejde med at øge deres performance gennem mentaltræning”.
Ser frem til et godt samarbejde
Hos Dansk Kano og Kajak Forbund ser Landsholds- og eliteansvarlig Rolf Martin Sørensen frem til samarbejdet med Christina Tønder Bell.
“Vi modtog flere kvalificerede ansøgere til stillingen som sportschef, og Christina blev foretrukket på grund af de kompetencer, som matchede den profil, vi søgte, både fagligt og menneskeligt. Med Christina har vi fået en sportschef med et indgående kendskab til arbejdet med ledelse i et elitemiljø samt arbejdet med Team Danmark og deres specialister. Christina har den ønskede tilgang til udvikling af verdens bedste træningsmiljø og implementerer den nye elitestrategi på tværs af klubber, discipliner, kraftcentre og elitecentret.”
Med Ledererfaring fra Elite Sport Greenland kombineret med Dansk Kano og Kajak Forbunds visioner og mål til elitearbejdet matcher vi også hinanden, så jeg ser frem til at byde Christina velkommen i kano- og kajaksporten og til det fremtidige samarbejde, siger han.