Med det historisk flotte EM resultat med otte medaljer i Paris i bagagen, er der stor optimisme at spore på det danske sprintlandshold, inden det går løs ved junior og U-23 VM i kajak fra torsdag til søndag i ungarske Szeged.
– Når det handler om VM, så er der selvfølgelig nogle ubekendte i forhold til EM. Her tænker jeg især på mandskabsbådene, hvor det bliver spændende at se, hvad store nationer som eksempelvis Australien og Canada møder frem med. Men, vi har et godt rygstød fra EM, og vores målsætning er en Top 8 placering for alle både. Så må vi se, om finalerne også kaster medaljer af sig. Gør de det, så tager vi naturligvis dem med, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Medaljedrømmene knytter sig naturligt til den dobbelte europamester på 200 og 500 meter enerkajak samt ny europamester på 1.000 meter og forsvarende verdensmester på 200 og 500 meter, juniorroeren Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub. Ved VM er 1.000 meter ikke med på programmet.
– For Emma bliver VM en test på, om hun i sin unge alder (18 år) kan håndtere det enorme pres, som hun både lægger på sig selv, og som omgivelserne lægger på hende. Efter hendes flotte indsats ved EM, snakker mange hende op som storfavorit til VM-guldet. At hun er favorit, vil jeg ikke løbe fra, men jeg vil ikke være blandt dem,der lægger pres på hende. For mig er det vigtigere, at hun nu drager sig nogle vigtige erfaringer i at håndtere sit fokus på løbene samtidig med omgivelsernes forventninger. Mine forventninger er en finale i begge løb, og får hun medalje, uanset karat, så vil det være mere end godkendt, siger Bo Vestergaard.
Andre med medaljedrømme og potentialet til at indfri dem, er juniorroeren Morten Graversen fra Silkeborg på 1.000 meter, de to firerkajakker for herrejunior og herre U-23 på 1.000 meter samt herre U-23 toerkajakken på sprintdistancen 200 meter.
– Morten Graversen gjorde det flot med en sølvmedalje ved EM på 1.000 meter. Derfor er det realistisk, at han kan blande sig helt fremme blandt de fem første og måske gå i medaljerne. Han er også kommet med i firerkajakken, der vandt bronze ved EM, og med ham i båden tror vi på, at den bliver hurtigere og har chance for samme placering ved VM. Herre U-23 firerkjakken har samme besætning, som vandt bronze ved EM. Også her er målet at kæmpe med om medaljer. For herre U-23 toerkajakken med Orion Pilo fra Maribo og Lasse Bro Madsen fra Vallensbæk handler VM udelukkende om at få succes som par på 200 meter. Derfor dropper Lasse den individuelle 200 meter, så der ikke efterfølgende kan stilles spørgsmål ved, hvor fokus var. Det er nu på toerkajakken, og drengene vil satse alt på en topplacering, siger Bo Vestergaard og tilføjer, at Orion Pilo ikke får mulighed for at følge op på sit nyvundne EM-guld på 500 meter enerkajak, for løbet er ikke med på VM-programmet.
Ud over de nævnte roere og både stiller Danmark med firerkajakker for juniordamer og U-23 damer på 500 meter samt toerkajakker for damejunior og herrejunior på henholdsvis 500 og 1.000 meter.
– Her er forventningerne en finaleplads. Hvis vi snakker medaljer, kan det blive dame U-23 firerkajakken, men så skal finalen flaske sig for dem, siger Bo Vestergaard.
FAKTA
De danske roere og hold ved VM
U 18 Damer
Emma Jørgensen Maribo Kajakklub
Katrine Græsbøll Christensen Silkeborg Kajakklub
Julie Frølund Vallensbæk Kano og Kajakklub
Nanna Aagaard Silkeborg Kajakklub
Pernille Knudsen Gladsaxe Kajakklub
U 18 Herre
Morten Graversen Silkeborg Kajakklub
Frederik V Rasmussen 361 Kano og Kajakklub
Jonathan Dagnæs Silkeborg Kajakklub
Anders Lundberg Esrum Kajakklub
Mads B Petersen Silkeborg Kajakklub
Tommas Nielsen Vallensbæk Kano og Kajakklub
U 23 Damer
Emilie Petersen Maribo Kajakklub
Amalie Thomsen Limfjorden Kano og Kajakklub
Maja Rosenkrands Sorø Kajakklub
Ida Villumsen 361 Kano og Kajakklub
U 23 Herre
Lasse Bro Madsen Vallensbæk Kajakklub
Orion Pilo Maribo Kajakklub
Jeppe Jensby Silkeborg Kajakklub
Troels Lund Neptun kajakklub
Jesper Beer Limfjorden Kano og Kajakklub
Casper Pretzmann Silkeborg Kajakklub
U18
K1 W 200 m Emma Jørgensen
K1 W 500 m Emma Jørgensen
K2 W 500 m Julie Frølund/Katrine Græsbøll Christensen
K4 W 500 m Nanna Aagaard/Julie Frølund/Katrine Græsbøll Christensen/Pernille Knudsen
K1 M 1000 m Morten Graversen
K2 M 1000 m Tommas Nielsen/Jonathan Dagnæs
K4 M 1000 m Morten Graversen/Mads B. Pedersen/Anders Lundberg/Frederik V Rasmussen
U23
K4 W 500 m Emilie Petersen/Amalie Thomsen/Maja Rosenkrands/Ida Villumsen
K2 M 200 m Orion Pilo/Lasse Bro Madsen
K4 M 1000 m Casper Pretzmann/Jeppe Jensby/Troels Lund/Jesper Beer
—
Med venlig hilsen
Lars Bo
Magasinet Kano & Kajak
Pressekontakt landshold
Pressekontakt landshold
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark
Tillykke til René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub med EM-sølv i K1 på 500m, 1000m og 5000 m.