VM i kajakpolo, som afvikles hvert andet år, foregår denne gang i Kina, og Danmark stiller op med et Damehold et Herrehold samt et Herre U21 hold, og da Herreholdet kommer som europamestre er næsen naturligvis sat op efter et godt resultat. VM afvikles fra d. 15. til den 20. oktober i Zhejiang provinsen.
Magasinet har talt med Kristian Kleist fra herrelandsholdet, Sara Løve Andersen fra damelandsholdet og landstræner for U21, Jakob Pixi Kaad, for at høre deres syn på de danske muligheder ved VM.
Herreholdet
– Vi har haft en god sæson og kommer til VM som europamestre, så målet er i første omgang at komme i semifinalen. Lykkes det, laver vi en ny målsætning, men da top 6 kan slå hinanden på kryds og tværs er intet givet. Siger landstræner Jeppe Kaad Iversen, der fortsætter: Vi kommer uden skader, men Mathias Wellendorph (red: holdets anfører) har været ramt af en længerevarende sygdom, hen over sommeren, og derfor er jan ikke i topform, hvilket helt sikkert kan gå hen og få en betydning for hele holdet.
24 hold deltager ved VM, hvor de danske herrer er blevet placeret i pulje E sammen med Schweiz, Hong Kong og Sydafrika, hvilket helt sikkert giver gode muligheder for at komme videre i turneringen.
Herrenes første kamp er mod Hong Kong d. 16.10 kl. 9.45 lokal tid (natten mellem tirsdag og onsdag kl. 03.45)
Dameholdet
– Det har været et lidt turbulent år i år, men vi kommer med en 5. plads, fra EM, i bagagen, så jeg har et håb om at vi kan slutte i top 6, som giver adgang til næste års World Games, udtaler Sara Løve Andersen fra Damelandsholdet.
I damernes turnering er der fire puljer med fem hold i hver, og her er Danmark havnet i pulje A sammen med verdensetteren Tyskland samt Storbritanien, Australien og Kina.
Danmark spiller første kamp mod Australien d. 16.10 kl. 8.00 lokal tid (natten mellem tirsdag og onsdag 02.00 dansk tid). Modstander og tid er med forbehold.
Herre U21
– Vi er et mega godt sted og vi får aldrig aldrig en bedre chance for at vinde VM U21. kajakpolo er et sted hvor der er stor forskydning i forhold til præstationerne, og vi stiller med et ekstremt modent landshold, så mens drengene helt sikkert spiller for at vinde VM, er der mange der skeler op mod seniorlandsholdets træner og tænker “ser du mig”, ifølge landstræner Jakob Pixi Kaad.
19 hold spiller om U21 trofæet og Danmark er i pulje A sammen med topseedede Spanien samt Belgien, Litauen og Østrig.
Danmark spiller første kamp mod Litauen d. 15.10 kl. 9.00 lokal tid (natten mellem mandag og tirsdag 03.00 dansk tid). Modstander og tid er med forbehold.
Vi ønsker holdene held og lykke, når det hele går i gang på tirsdag.