Det bliver pigernes VM
Drengene havde en sidste chance for at tage en medalje ved U-VM i Portugal, da junior-firerkajakken indledte eftermiddagens VM-finaler på 1.000 meter distancen.
Men kvartetten med Jonathan Dagnæs, Silkeborg , Søren Maretti, Silkeborg, Nicolai Winther, Silkeborg og Stas Magdych, Maribo, måtte konstatere, at det bliver pigernes VM. En niendeplads blev det til i en finale, som på første 500 meter blev domineret af Hviderusland og Tyskland, men det blev Italien der kom bagfra på sidste halvdel af løbet og tog VM-guldet foran Hviderusland og Ungarn. Danskernes resultat var dog en forbedring af sidste års ditto, hvor det blev til en andenplads i B-finalen. Ingen af de fire roere fra dagens finale var med sidste år.
Indtil videre har pigerne vundet guld i juniorernes firerkajak over 500 meter og sølv i enerkajak over 200 meter. Men pigerne har yderligere fire chancer for medaljer i eftermiddag, nemlig i enerkajakken over 500 meter for både juniorer og U23 samt toerkajakkerne over 500 meter, ligeledes hos både junior og U23.