DKFs trænerteam for U23, U18 og U16 landshold sprint er på plads for de to næste år.
Dansk Kano og Kajak Forbund kan meddele, at der er indgået aftaler med tre assisterende U-landstrænere og en holdleder for U-landsholdene sprint for 2017 og 2018. Flere er gengangere fra de tidligere år. En enkelt forlader helt arbejdet med U-landsholdene, bliver der come back til en tidligere U landstræner.
Ansvarlig for alle U Landshold bliver talentchef Finn Pape
Cheftræner og ansvarlig for alle U Landshold vil, i lighed med 2015 og 2016, være Talentchef Finn Pape, som fra 1. januar 2017 er kommet på fuld tid i DKF for bl.a. at arbejde med udviklingen af vores U landshold.
Kasper Bleibach er assisterende U23 landstræner
Kasper Bleibach blev i 2016 engageret som ny assistent for U23 Landsholdet efter en lang karriere på seniorlandsholdet. Kasper Bleibach faldt hurtig ind i rollen som assistent for de unge talenter på U23 Landsholdet, og DKF er glade for, at Kasper Bleibach har været villig til at lave en ny og toårig aftale som assistent for U23 Landsholdet.
Tak til Esben Trabjerg
U18 Landsholdet sprint skal i 2017 have ny assisterende landstræner da Esben Trabjerg de næste to år skal på studieophold i udlandet i forbindelse med sin uddannelse. Esben Trabjerg har fungeret som assisterende U landstræner de seneste fem år. I 2012 og 2013 var Esben Trabjerg assisterende U16 Landstræner, og i 2014, 2015 og 2016 har Esben Trabjerg været assisterende U18 Landstræner. Esben Trabjerg har alle fem år ydet et stort og professionelt stykke arbejde, der har været værdsat af både aktive samt trænere og ledere. DKF ønsker at sige Esben Trabjerg stor tak og held og lykke med studieopholdet.
Ny assistenttræner for U18 Landsholdet sprint er Kim Wraae Knudsen
Som ny assistenttræner for U18 Landsholdet sprint har DKF indgået aftale med Kim Wraae Knudsen. Det er med stor glæde, at det er lykkedes DKF at engagere Kim Wraae i arbejdet med DKFs unge talenter. Kim Wraae har stor erfaring med træning både fra sin egen karriere, og fra hans tid som cheftræner i Talentcenter Hovedstaden. Derudover har Kim Wraae også erfaring med U landsholdene fra 2013, hvor Kim Wraae fungerede som U16 Landstræner. Kim Wraae fortsætter som cheftræner i Talentcenter Hovedstaden sideløbende med de nye opgaver som assisterende U18 Landstræner.
Lars Damgaard er assisterende U16 Landstræner
I 2014, 2015 og 2016 har Lars Damgaard fungeret som assisterende U16 Landstræner. Dette arbejde fortsætter Lars Damgaard med de næste to år, samtidig med at han varetager arbejdet som assisterende træner på Superkraftcenter Silkeborg og stævnechef i Silkeborg Kajakklub.
Niklas M. Hansen er holdleder
Niklas M. Hansen fortsætter som holdleder mm. for alle DKFs U Landshold de to næste år. Niklas M. Hansen fortsætter dermed i samme funktion, som han har varetaget de seneste to sæsoner. Niklas M. Hansen fungerer samtidig som assisterende træner i Superkraftcenter Vallensbæk.
Langsigtet fokus
DKF har valgt at lave toårige aftaler med hele teamet omkring U Landsholdene, for at prioritere en langsigtet talentudvikling. Og DKF er meget tilfredse med at alle har taget godt imod tilbuddet om at få toårige aftaler.