DM havkajak: Maja Andrea blev den store vinder
Maja Andrea Holm fra Kajakhotellet blev weekendens helt store vinder ved de danske mesterskaber i rul og teknik for havkajakker.
Lørdag byttede hun sidste års tredjeplads ud med pladsen øverst på skamlen i rul, og søndag fulgte hun op på rulle-triumfen ved at genvinde det danske mesterskab i teknik.
Hos herrerne genvandt Kristian Andersen fra Kajakhotellet sit mesterskab i rul, mens Sune Møller Petersen fra USG blev ny danmarksmester i teknik.
Nye stjerner blev født, mens ældre stjerner lyste op
Spændende blev det også i årets nye klasser – herre og dame Intro., Her imponerede Astrid Korsholm, fra Esrum Kano og Kajak Klub dommerne med teknisk meget flotte rul. Hun vandt guld i Havkajak Rul i klassen, Dame Intro. Astrid er endnu ikke fyldt 18 år, og hun bliver spændende at følge i de kommende år.
Også årets yngste deltager, Niki Corell fra Kalundborg Roklub, er en af de talentfulde newcomers. Han vandt DM i Havkajak Rul for herrer i introklassen lørdag, og søndag tog han sølv i samme klasse i Havkajak Teknik. Niki er 15 år.
Også på blandt 50 +érne var den tekniske standard høj. Debutanten Per Christensen fra Troense fik en fortjent 4. plads i Havkajak Teknik i klassen Herre Intro. Mens Marius Raustys fra USG tog sig af guldmedaljen. Kim Richter (også 50 +) vandt bronze.
DM havkajak i rul og teknik blev arrangeret af Troense og Svendborg kajakklubber i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.
Foto: Maja Andrea Holm blev dobbelt dansk mester. Her står hun øverst på podiet i rul sammen med sidste års danmarksmester Lea Cedergreen fra Odense på tredjepladsen og Mette Bjødstrup fra Holbæk på andenpladsen. Mette Bjødstrup vandt også sølv sidste år.
Resultater DM Havkajak Teknik og Rul 2016