På grund af Covid-19 så det længe ud til, at vi var nødt til at aflyse DM i sprint 2020. Der var simpelthen alt for mange mennesker involveret til at det kunne afholdes inden for de rammer, som myndighederne foreskriver.
Vi er derfor rigtig glade for, at Regatta Gladsaxe satte sig for at omdøbe Covid til ‘ Ku’ vi …???.’
Innovative løsninger
Ved hjælp af en omlagt stævneplan og en række innovative løsningsforslag, så er det lykkedes Regatta Gladsaxe i samarbejde med Lau Larsen fra Dansk Kano og Kajak Forbunds bestyrelse at komme frem til en løsning, der fuldt ud lever op til myndighedernes krav og samtidig giver os mulighed for at afholde DM i sprint i 2020.
Med løsningen følger en række kompromisser, der betyder:
- DM afholdes som tre enkelt aldersopdelte stævner (4.- 6. september) efter princippet “kom og forsvind”. Dette betyder, at vi giver de aktive/holdledere/trænere adgang til stævneområdet, og at de forlader stævneområdet efter dagens afslutning.
- DM forbliver udtagelsesstævne for Seniorlandsholdet i sprint.
- Der afholdes færre løb, og der anvendes et ændret heatfordelingssystem. Vi sender løbsplanen ud sammen med invitationen, der udsendes til klubberne i uge 32.
- Tilmeldingsfristen forlænges. Eftertilmelding vil ikke være mulig – dog vil det på stævnedagen være muligt at udskifte roere med reserver.
Uden camping
Med mindre myndighederne kommer med nye retningslinjer, så vil det ikke være muligt at campere, ved og omkring Bagsværd Sø i forbindelse med stævnet. Med invitationen udsender vi forslag til prisrimelige overnatningssteder.
Det kan være en god idé allerede nu at kontakte venskabsklubber i området for at høre, om de kan hjælpe med overnatningspladser, hvis man kommer langvejs fra.