DM kajakslalom: Kajakpolospillere stjal rampelyset
I august tog de VM-sølv med det danske U18-landshold i kajakpolo, og søndag stjal de så igen rampelyset ved årets danske mesterskaber i kajakslalom på ”Stryget” ved Papirfabrikken i centrum af Silkeborg.
For både Carl-Emil Bodum fra Silkeborg og Marius Larsen fra Fredericia, holdkammerater på kajakpoloholdet i Silkeborg, blev det en gylden søndag, hvor de delte guldet i juniorrækken og også bronzen i seniorrækken efter tætte finaler.
Især junior-finalen blev lidt af et drama, da Marius Larsen lagde for med et perfekt løb gennem de 10 porte i en tid, der lagde maksimalt pres på Carl-Emil Bodum. Men Carl-Emil Bodum modstod presset, lagde hårdt ud og holdt tempoet hele vejen til mål, hvor han klokkede nøjagtig samme tid til det delte danmarksmesterskab.
Bronzen tog Emil Tranegaard fra Slagelse og landsholdsroer i surfkajak sig af.
I kvindernes kamp om mesterskabet kom en landsholdsspiller i kajakpolo igen øverst på podiet, da Silkeborgs Folke Janiesch roede sig til guld foran Ida Hugod fra 361 kano og Kajakklub.
Hos herrerne vekslede Silas Kraul fra Copenhagen Watersports sidste års sølv til guld. Benjamin Brown fra Willamette Kayak and Canoe Club tog sølvet, mens bronzen, som ovennævnt, blev delt mellem Marius Larsen og Carl-Emil Bodum.
Årets mesterskaber – det fjerde i rækken – blev arrangeret af Silkeborg Kajakklub i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.
Foto: Carl-Emil Bodum i aktion under mesterskaberne (Franz Bodum).