DM sprint: René Holten Poulsen sparede på kræfterne
Den dobbelte verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo behøvede ikke at sætte turboen på for at ro sig i finalerne i 1.000 meter enerkajak og i 1.000 meter toerkajak sammen med klubkammeraten Niels Boe ved førstedagen af DM i sprint i Holstebro.
I begge indledende heat blev det til førstepladser, i enerkajak foran Morten Graversen fra Silkeborg og i toerkajak foran Martin Møller fra Maribo og Thomas Nielsen fra Vallensbæk.
Senere på dagen kvalificerede René Holten Poulsen sig også til semifinalerne i 500 meter enerkajak.
Hos damerne var der lagt op til et interessant møde i indledende heat i 500 meter enerkajak mellem Henriette Engel Hansen fra 361 og Emma Astrand Jørgensen fra Maribo. Sammen har de lige roet VM i toerkajak, men i Holstebro var de konkurrenter og var kommet i samme indledende heat. Her vandt Emma Astrand Jørgensen foran Henriette Engel Hansen, men begge gik alligevel direkte i finalen sammen med nummer tre, Maja Rosenkrands Irgens fra Sorø.
Generelt var det landsholdsroerne fra seniorlandsholdet og U-landsholdene, der satte deres præg på førstedagen. Således også i U18, hvor de nykårede verdensmestre i firerkajakken, Pernille Knudsen, Maribo, Julie Frølund, Vallensbæk, Mette Gravesen Silkeborg og Cathrine Rask Silkeborg, alle roede sig sikkert i finalerne i 200 og 500 meter enerkajak. Desuden kom Pernille Knudsen, der individuelt vandt VM-sølv i 500 meter enerkajak også videre til 1.000 meter finalen sammen med Julie Frølund, VM-sølvvinder i 200 meter enerkajak og Cathrine Rask, der ud over sit VM-guld i sprint er dobbelt europamester i maraton.