Firerkajak tæt på EM-finale
Med en fjerdeplads i semifinalen var den danske dame-firer i kajak med Mette Gravesen, Silkeborg Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club, Ida Villumsen, 361 Kano og Kajakklub og Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, så tæt på en EM-finale, som man næsten kan komme ved mesterskaberne i Plovdiv, Bulgarien.
Kun de tre første både gik i EM-finalen, og under løbet lå danskerne side om side med portugiserne i kampen om tredjepladsen. Men på de sidste meter viste portugiserne sig desværre stærkest og tog EM-finalen for næsen af danskerne. Vinder blev Rusland og med Frankrig på andenpladsen.
Der ros ikke B-finale hos damerne, så EM-facit blev en 10. plads for firerkajakken.
I herrernes semifinale sluttede Emil Noe, Silkeborg Kajakklub, Troels Lund, Neptun Kajakklub, Orion Pilo, Maribo Kajakklub og Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub på ottendepladsen. Her ros der B-finale, og den kom danskerne i på yderste mandat.
B-finalen ros lørdag klokken 8.15.