EM kajakpolo: Herreholdet bankede svenskerne med 1-0 og tog niendepladsen
Efter nederlagene i indledende gruppespil til Polen og Italien var niendepladsen den bedst opnåelige placering for herreholdet ved EM i kajakpolo i Portugal.
Og netop niendepladsen fightede danskerne sig til i en tæt placeringskamp søndag mod naboerne fra Sverige. 1-0 lød sejren på. Sejrsmålet sat ind efter blot to minutters spil af Kajakklubben Neptuns Emil Jensen.
Forinden havde danskerne kvalificeret sig til kampen om niendepladsen ved at slå Portugal med klare 5-1.
For damerne bød søndagen på et nederlag på 0-4 til Spanien og dermed en niendeplads samlet, mens U21-herrerne sluttede mesterskaberne af lørdag med en 12.-plads.
Tyskland vandt EM-guldet for herrer og U21-herrer, mens England tog titlen hos damerne.