Mads åd europamesteren og fik bronze
I 2016 i Brandenburg snød ungarske Adam Petro Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub for VM-guld.
Fredag eftermiddag fik danskeren så sin revanche, da han ved EM i Kroatien åd den regerende europamester på løbets sidste omgange og sikrede Danmark bronze i enerkajak for U23.
Bronzen kom i hus i et løb, hvor Mads Brandt Pedersen efter de første tre omgange syntes tabt i kampen om medaljerne. På første omgang rykkede de to tyske fætre, Nico og Marcel Paufler, nemlig overraskende fra de øvrige i feltet sammen med Adam Petro og opbyggede hurtigt et forspring på halvandet minut til forfølgerne med Mads Brandt Pedersen og løbets anden dansker, Emil Skovgaard Kristensen, ligeledes fra Silkeborg Kajakklub.
Den første overbæring ændrede imidlertid billedet. Petro kom skidt over og måtte se de tyske fætre forsvinde, mens Mads Brandt Pedersen kom godt over og sammen med portugisiske Miguel Rodrigues optog forfølgelsen af Petro og åd ham op små to omgange senere.
Petro kunne ikke længere være med, og frem til mål fulgtes danskeren og portugiseren ad, men i finalen viste Mads Brandt Pedersen sig stærkest. Han åbnede en uimodståelig spurt med 200 meter tilbage, en spurt portugiseren ikke kunne svare tilbage på, og kunne med knyttet næve passere målstregen som bronzevinder.
Emil Skovgaard Kristensen roede også et flot løb og kom i mål på niendepladsen, en klar forbedring af sidste års 15. plads.
Ny europamester blev Nico foran Marcel Paufler.