EM maraton: Fransk dobbeltsejr på den korte distance
Den korte distance over godt tre kilometer enerkajak med to overbæringer gav fransk dobbeltsejr ved EM maraton torsdag middag i Decize.
På hjemligt vand stak den kendte landsholdsroer i sprint, Cyrille Carre, fra resten af det 24 mand store felt efter første overbæring og så sig ikke tilbage. På andenpladsen fulgte landsmanden Jeremy Candy et stykke efter, mens ungarske Adrian Boros tog bronzen i et spurtopgør med Jakub Adam fra Tjekkiet på fjerdepladsen og svenske Joakim Lindberg på femtepladsen.
De to danskere i løbet, Søren Maretti fra Silkeborg Kajakklub og Martin Møller fra Maribo Kajakklub, kom samlet til mål og endte midt i finalefeltet, Silkeborg-roeren som nummer 11, Maribo-roeren som nummer 12.