Når de europæiske mesterskaber i maratonkajak bliver roet fra torsdag til søndag i franske Decize, så er der god udsigt til danske medaljer.
I spidsen for et stort dansk maratonlandshold med 14 roere fordelt på 10 herrer og fire damer står nemlig to af sportens absolutte verdensstjerner i disciplinen, U23-roerne Mads Brandt Pedersen og Thorbjørn Rask, begge fra Silkeborg.
De to profiler Mads Brandt Pedersen og Thorbjørn Rask fra Silkeborg
Mads Brandt Pedersen, der også stiller op hos seniorerne, er ubetinget Danmarks største navn med flere topresultater på sit CV, blandt andet VM-guld for juniorer og VM-sølv for U23. Sidste år tog han EM-bronze, og i denne sæson har han toppet verdensranglisten efter blandt andet World Cup-guld i Norge.
Thorbjørn Rask er ”kronprinsen”. Sidste år tog han EM-sølv og blev senere dobbelt juniorverdensmester i både ener- og toerkajak. I år er han så rykket op i U23.
Emilie Rosenkilde fra 361
På damesiden er den internationalt erfarne, Emilie Rosenkilde fra 361, et godt bud på en topplacering hos seniorerne. Som U23 har hun tidligere vundet EM-bronze.
Som ovennævnt stiller Danmark med et stort hold, hvor halvdelen er juniorroere og seks af dem debutanter ved EM.
Nikolai Thomsen fra Marselisborg og Philip Knudsen fra Lyngby
Den eneste juniorroer med erfaring fra de helt store mesterskaber, er Nikolai Thomsen fra Marselisborg. Sidste år blev han verdensmester i toerkajak sammen med Thorbjørn Rask og er på papiret det største medaljehåb hos juniorerne. Ikke mindst efter, at han, som Mads Brandt Pedersen, fik et godt afsæt til EM med World Cup-guld i Norge. I øvrigt med Lyngby-roeren Philip Knudsen på sølvpladsen. Philip Knudsen er en af EM-debutanterne og kan bestemt overraske i det franske.
– Det er et rigtigt spændende hold, vi sender afsted det dette års EM. Et hold, der rummer atleter, som har leveret på den internationale scene over den seneste tid og derved giver reelle forhåbninger om topresultater. Samtidig er det også et hold, der indeholder nye unge og lovende atleter, der skal ud og prøve kræfter på den “store scene”. Størrelsen og potentialet ved den danske delegation vidner også om den interesse og udvikling, der finder sted indenfor maraton, hvilket jeg hilser særdeles velkomment.
Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl.
De danske roere og løb ved EM:
Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub, K1, herre, senior og U23
Nicolai Winther, Silkeborg Kajakklub, K1, herre, senior
Casper Pretzmann, Silkeborg Kajakklub, K2, herre, senior
Søren Maretti, Silkeborg Kajakklub, K2, herre, senior
Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub, K1, herre, U23
Nikolaj Thomsen, Marselisborg Kajak Club, K1 og K2, herre, U18
Philip Knudsen, Lyngby Kano og Kajakklub, K1, herre, U18
Lukas Solne, Silkeborg Kajakklub, K2, herre, U18
Noah D. Pedersen, Silkeborg Kajakklub, K2, herre, U18
Silas Rundholm, Silkeborg Kajakklub, K2, herre, U18
Emile Rosenkilde, 361 Kano og Kajakklub, K1, dame, senior
Anne Hauge, Køge Kano og Kajakklub, K1, dame, U23
Pernille Hostrup, Vallensbæk Kano og Kajak Club, K1 og K2 dame, U18
Kristine Rohde, Silkeborg Kajakklub, K1 og K2, dame, U18
Program og resultater: http://decize2019.spotfokus.com/
Livestream: https://www.youtube.com/channel/UC_5tOn1iQv4-BAfjR8D-ThA