EM maraton: Silkeborg-debutanter tager EM-guld
På de første to omgange dominerede danskerne totalt og splittede finalefeltet til fem, men bedst som man øjnede to danske podiepladser, roede gårsdagens sølvvinder i enerkajak, Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club, sig ud af løbet sammen med makkeren og debutanten Lukas Solne fra Silkeborg Kajakklub. Sidstnævnte havde stærke rygsmerter fra løbets start, og de kulminerede ved vendingen frem mod den første overbæring, hvor hans rygmuskler krampede til, så han måtte opgive at ro videre.
I stedet blev scenen sat for den anden danske båd med debutanterne Noah D. Pedersen og Silas Rundholm fra Silkeborg Kajakklub i juniorernes løb for toerkajakker ved EM maraton i Decize fredag eftermiddag.
Silkeborg-parret kom bedst over overbæringen sammen med spanske Alejandro Moreno og Joaquin Iglesias, og de to både trak hurtigt fra forfølgerne og roede parløb frem mod sidste overbæring inden den korte finalerunde.
Her kom danskerne først over og rykkede uimodståeligt fra de spanske konkurrenter til et overraskende, men suverænt og fortjent EM-guld.
På tredjepladsen kom Ungarn med Benedek Szegvari og Adam Kiss.