Vandtur kostede midterplacering
Frem til midtvejs i enerkajakkernes løb i U23 lå Silkeborg Kajakklubs Emil Skovgaard til at kæmpe med om en midterplacering ved EM maraton i portugisiske Ponte de Lima.
Men placeringen røg en tur i vandet, da han efter tredje overbæring væltede med kajakken og måtte bruge tid på at tømme den for vand.
På det tidspunkt havde han ellers etableret sig i en firemands-gruppe efter frontgruppen på otte, men med uheldet blev danskeren sendt ned bag i feltet og sluttede løbet som nummer 15.
Vinder blev den forsvarende europamester Adam Petro fra Ungarn foran Miguel Llorens fra Spanien og med englænderen Zyggy Chmiel på tredjepladsen.
U23-løbet var mesterskabernes sidste på andendagen, fredag.