EM maraton: Vallensbæk-debutant tog fornem fjerdeplads
Blandt Europas 22 bedste damejuniorer på maratondistancen i enerkajak, fik den danske debutant Pernille Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club en fornem fjerdeplads i åbningsløbet torsdag morgen ved EM i franske Decize.
Faktisk lå Pernille Hostrup længe til at blande sig i kampen om medaljer. Fra start lå hun med fremme og skilte sig hurtigt ud i en førergruppe på først syv, siden fire, men på sidste omgang af de fem slap kræfterne op for danskeren, der måtte slippe taget i de to ungarere Sara Makrai og Eszter Csonka samt belgiske Joke Plas.
Makrai tog guldet og blev ny junioreuropamester foran Plas, der vekslede sidste års bronze til sølv, mens Csonka blev treer.
Den anden dansker i løbet og ligeledes EM-debutant, Silkeborg Kajakklubs Kristine Rohde, kom i mål som nummer 15.