Kajaktalenter tog seks medaljer ved EM
Håbet og forventningerne fra Dansk Kano og Kajak Forbunds talentchef og U-landstræner Finn Pape var to-tre medaljer, men de danske kajaktalenter ville det anderledes og roede hele seks medaljer hjem til Danmark ved U-EM for juniorer og U23 i Beograd, der sluttede søndag.
– Det er med kæmpe glæde og forløsning, at vi nu kan rejse hjem til Danmark med det superflotte resultat. Samtidig glæder det mig, at medaljerne blev roet hjem i alle bådtyper, på alle distancer, af begge årgange og af begge køn. Det viser den store bredde i vores talentarbejde og lover godt for den videre udvikling af roerne. Ud over finaledeltagerne viste de andre roere også højt niveau og roede op til deres bedste i meget stærke, internationale felter. Så alle roere har grund til at være stolte, siger Finn Pape.
Af karat blev det til en guldmedalje, en sølvmedalje og fire bronzemedaljer. De første tre kom i hus i lørdagens 1.000 meter finaler, hvor Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub genvandt sit mesterskab i enerkajakken, mens junior-toerkajakken med Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen fra Holte Roklub vandt bronze. Samme karat fik Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub hængt om halsen i U23 enerkajak.
De tre herre-juniorer blev søndag dobbelte medaljetagere, da de sammen med Victor Gairy Aasmul fra Holte Roklub vandt sølv i firerkajakken over 500 meter. Bolette Nyvang kunne også føje en ekstra medalje til ved at besætte tredjepladsen i toerkajak over 500 meter sammen med Line Langelund fra Silkeborg Kajakklub, og endelig sluttede juniorroeren Mette Hemmingsen fra Sorø Kajakklub EM af ved at vinde bronze i 200 meter enerkajak.
– Med de flotte resultater ved EM venter der nu trænerteamet og mig en stor opgave med at sammensætte det hold, vi skal have med til VM i Rumænien sidst i juli. Her bliver det et mindre hold end ved EM på grund af færre discipliner, så på den baggrund bliver udfordringen større, men til gengæld en god og dejlig udfordring efter EM i Beograd, siger Finn Pape.