Emma Aastrand Jørgensen booker første OL-billet med VM-bronze
I en gyser af en VM-finale lørdag formiddag lykkedes det for Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub at booke Danmarks første OL-billet til næste års lege i Tokyo, da hun kom i mål på tredjepladsen i 200 meter enerkajak i samme tid som spanske Teresa Portela.
Lisa Carrington fra New Zealand vandt klart sit imponerede syvende VM-guld på stribe, men på de næste pladser krydsede tre roere stregen til en afgørelse på målfoto. Polske Marta Walczcykiewicz blev noteret for andenpladsen, mens danskeren og spanieren blot en hundrededel efter blev klokket for samme tid til en delt bronze.
I eftermiddag skal den danske bronzevinder i aktion yderligere to gange, når hun ror semifinaler over 500 meter enerkajak og 500 meter firerkajak.