Sportschef Bo Vestergaard: Emma løste opgaven til perfektion
Den 20-årige OL-debutant Emma Aastrand Jørgensen rystede hverken på hånden eller pagajen, da hun med to flotte løb og to andenpladser i henholdsvis indledende og semifinale roede sig i torsdagens OL-finale i 500 meter enerkajak.
Til stor glæde for Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
– Det var befriende at se Emma ro i mål på andenpladsen i semifinalen og dermed i OL-finalen uden at skulle bekymre sig om at gå videre på tid. Nu klarede hun det selv med en rigtig flot præstation, siger Bo Vestergaard.
Han er også fuld af lovord over den unge debutants evne til at håndtere opgaven.
– Selv om det er OL, fortalte vi Emma, at hun skulle prøve at håndtere optakten, som var det et helt almindelig stævne, og så bare ro røven ud af bukserne. Den opgave løste hun til perfektion, smiler Bo Vestergaard.
Med OL-finalen har Emma Aastrand Jørgensen opfyldt den målsætning, Dansk Kano og Kajak Forbund havde sat for hendes deltagelse i enerkajakken.
– Nu bliver det spændende at se, hvad Emma har i posen til OL-finalen. For os, der kender hende ved vi, at hun vil gøre alt for at drille de to store favoritter Danuta Kozak fra Ungarn og Lisa Carrington fra New Zealand, siger Bo Vestergaard.
Danuta Kozak, der vandt i danskerens semifinale og allerede har vundet guld i Rio i 500 meter toerkajak, er regerende olympisk mester, mens Lisa Carrington er regerende verdensmester.
OL-finalen ros torsdag 15.11 og vises på TV2.