Med en overbesvisende præstation i søndagens finale i 200 meter enerkajak ved U-VM i kajak i Ontario i Canada, blev 17-årige Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub den første danske pige til at vinde et U-18 verdensmesterskab.
Kort efter finalen var det heller ikke rigtig gået op for den unge Maribo-roer, at hun nu kan kalde sig verdens bedste på distancen.
– Jeg har det meget mærkeligt. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg har vundet, men det føles godt, sagde hun.
Landstræner René Olsen kaldte Emma Jørgnesens præstation for helt outstanding.
– Emma var meget nervøs før løbet, for hun vidste, at hun havde kapaciteten til at blande sig i medaljerne. Men trods nervøsiteten formåede hun at holde hovedet holdt og ro et meget koncentreret løb. At hun nu kan kalde sig verdensmester er også en stor sejr for hendes klub, Maribo Kajakklub. Klubben fortjener stor cadeau for det fantastiske ungdomsarbejde, den har lavet gennem årenen og som nu har udløst en verdensmester. Og Emma er kun førsteårs junior, så fremtiden tegner lovende, sagde han.
Med VM-guldet kan Emma Jørgensen både kalde sig verdensmester og europamester i 200 meter enerkajak. Senere i dag, klokken 20.20 dansk tid, er hun også i finalen på 500 meter enerkajak.
– Inden finalerne ville jeg vurdere Emmas guld-chance til at være størst på 500 meter. Med sejren på 200 meter tror jeg, at hun nu har kastet en del af nervøsiteten fra sig og har en god chance for at blive dobbelt verdensmester, sagde René Olsen.
—
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark