European Games: Danske kajakatleter på vandet
I morgen, tirsdag, går det løs for de danske kajakatleter ved European Games i Minsk med indledende heats og semifinaler over 1.000 og 500 meter.
Og det er et sprintlandshold med fem damer og to herrer, der føler sig godt forberedt og godt rustet til at tage kampen op mod den europæiske elite.
Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl.
– Ved de to World Cups I Poznan og Duisburg fik vi gode erfaringer og data, som roerne og trænerteamet har arbejdet med frem mod European Games. Alle roerne har givet sig optimalt under træningen, og alle har samtidig haft en god følelse i kroppen. Derfor er der en rigtig god stemning på holdet, hvor alle glæder sig til at komme i konkurrence, siger han.
Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen får flest løb af danskerne. Førstnævnte stiller op i enerkajakken over 200, 500 og 5.000 meter samt firekajakken over 500 meter sammen med Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen.
René Holten Poulsen skal i konkurrence i enerkajakken over 1.000 og 5.000 meter samt i toerkajakken over 1.000 meter sammen med Nils Boe.
Desuden ror Line Langelund Eriksen 200 meter toerkajak sammen med Bolette Nyvang Iversen.
Konkurrencerne strækker sig over tre dage med finaler onsdag og torsdag.
– Det bliver tre spændende og intense dage med konkurrencer på højeste niveau. Alle fra den europæiske elite er tilmeldt, så der bliver ingen nemme løb, forudser Lars Robl.
Program og resultater: https://minsk2019.by/en/tsrd/CSP/results
Live: https://www.dr.dk/live/

(ARKIV) Emma Aastrand Jørgensen of Denmark competes in a preliminary heat of the Women’s K1 200m race at the ICF Canoe Sprint World Championships in Racice, Czech Republic, 25 August 2017. Emma Aastrand Jørgensen cementerede søndag sin status som verdens næstbedste kvindelige roer i disciplinen 200 meter enerkajak. Det skriver Ritzau, søndag den 26. august 2018.. (Foto: Tamas Kovacs/Ritzau Scanpix)