Mikael Andersen fra Kerteminde Kajakklub har sendt os dette minde om Gorm Rønved Larsen, der var formand for kajakklubben i Kerteminde, og som døde tirsdag den 5. december 2017
Farvel til vores fantastiske formand
Vi har mistet et enestående menneske og en formidabel formand. Gorm Rønved Larsen er død efter kort tids sygdom i en alt for tidlig alder.
Kerteminde Kajakklub blev etableret i 2005, og Gorm var med helt fra den spæde begyndelse med ganske få medlemmer. Med sit store og visionære engagement blev han valgt som formand i
2006, og siden da er kajakklubben vokset under hans kyndige ledelse.
Gorm har betydet alt for Kerteminde Kajakklub, og specielt lå det ham stærkt på sinde, at alle i klubben følte sig velkommen og værdsat. Det er ubetinget Gorms store fortjeneste, at Kerteminde
Kajakklub i dag er en stor klub med mange medlemmer, men som også har en helt særlig klubånd, hvor alle bliver set og hørt, uanset om man er et mangeårigt eller helt nyt medlem.
Gorm besad en helt speciel evne til at motivere sine omgivelser, hvilket betød, at der aldrig manglede frivillige til afvikling af store og små arrangementer. Men også på det kajaktekniske plan,
fik Gorm motiveret medlemmer til at dygtiggøre sig – og efterfølgende få dem til at dele ud af deres nyerhvervede viden. Og der er tit brug for både masser af villige hænder og dygtige
instruktører, for Gorm var en flittig igangsætter, der søsatte den ene gode aktivitet efter den anden.
Alle medlemmer i Kerteminde Klub har oplevet, hvordan Gorm igen og igen tilsidesatte sin egen person, netop for at give alle en god og tryg oplevelse på vandet. Han var altid den første til at
hjælpe enhver, der havde brug for hjælp eller opmuntrende kommentarer, fordi han vægtede andres ve og vel før sine egne behov. Aldrig har vi oplevet en person, der i den grad ofrede sig selv
for fællesskabets og sammenholdets skyld, som Gorm konsekvent gjorde.
Gorm Rønved Larsen efterlader et kæmpe tomrum i Kerteminde Kajakklub og i vores hjerter, og vi
føler os alle forpligtigede til at føre klubben videre i hans ånd.
Vores tanker går til Jytte, Martha og Ture.
Æret være Gorms minde!