Fjerdeplads til Rasmus og Simon
I lørdagens femte og sidste EM-finale over 1.000 meter med dansk deltagelse, roede U23-toerkajakken med Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen fra Lyngby Kanoklub en fornem fjerdeplads hjem til Danmark ved U-EM i Italien.
Danskerne var til det sidste med i kampen om medaljerne, men sluttede et lille sekund efter hviderusserne på tredjepladsen. Sølvet tog Italien, mens EM-guldet gik til Slovakiet.
Det samlede facit for Danmark efter lørdagens finaler blev en guldmedalje, en bronzemedalje, to fjerdepladser og en sjetteplads.
I eftermiddag står der semifinaler for enerkajakker over 200 meter på programmet. Her har Danmark tre roere med, juniorroeren Caroline E. Faurschou fra Silkeborg Kajakklub samt de to U23-roere, Julie Frølund Funch fra Vallensbæk KKC og Nicolai Winther fra Silkeborg Kajakklub.