René Holten slog den olympiske mester og er finaleklar
I en usædvanlig tæt afgørelse lykkedes det for den regerende verdensmester René Holten Poulsen at slå den olympiske mester Marcus Walz fra Spanien og den regerende europamester Fernando Pimenta, Portugal, i semifinalen i 1.000 meter enerkajak ved World Cup i Szeged.
Kun de to bedste gik direkte videre til lørdagens A-finale, og i forsøget på at overrumple René Holten kom Marcus Walz hæsblæsende fra start og tog en klar føring. Men danskeren holdt hovedet koldt og snor i både Walz og Pimenta, der også lagde ud i sit hårde og velkendte tempo, og midtvejs i løbet var René Holten i kontrol og Walz dumpet ned på en femteplads.
Med 150 meter tilbage forsøgte spanieren dog et comeback med en kraftfuld spurt, men det lykkedes for Rene Holten at afvise både Walz og Pimenta. Portugiseren tog andenpladsen og den anden direkte finalebillet.
Semifinalen var dog så hurtig med en vindertid på 3.26,5 minutter til René Holten, så spanierens tid på 3.26,7 rakte til at gå i finalen på bedste tid blandt treerne.