Sjetteplads til firerkajak
Frem til de sidste meter kæmpede den danske OL-firerkajak hårdt for en fjerdeplads ved EM-finalen i Moskva, men i en tæt finale blev det til en sjetteplads for Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Thomsen, Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen.
Overraskende blev det Ungarn, der vandt mesterskabet foran de regerende verdens- og europamestre fra Hviderusland og med Tyskland på tredjepladsen.
Fjerdepladsen satte England sig på.
– EM-finalen viste meget godt, hvad vi skal arbejde videre med frem mod OL. Pigerne fulgte godt med på de første 250 meter, så det er det sidste stykke mod mål, vi skal arbejde videre på. Men jeg er meget fortrøstningsfuld, for det er netop placeringerne fra fire til seks, vi arbejder på og går efter til OL, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.