Foto: Trine Rold
Det blev til flere danske medaljer til weekendens Super Cup i Hangzhou i Kina. Både i sprint- og maratondisciplinerne kunne de danske atleter betræde podiet.
En række af verdens bedste kano- og kajakroere var i weekenden den 11.-13. oktober inviteret til Super Cup i Kina, hvor der blev konkurreret i både sprint, maraton, slalom og kajakpolo.
Også Danmark var flot repræsenteret. Mads Brandt Pedersen og Philip Knudsen konkurrerede både i den korte og lange maratondistance. Emma Aastrand Jørgensen roede K1 500 meter, og K2 mix 500 meter, og de danske polokvinder var også på vandet.
Betræder vinderskamlen
Allerede fredag kom den første danske medalje i hus, da Mads Brandt Pedersen vandt herrernes korte maratondistance. Han roede de 3,4 kilometer på 13:39, mens Philip Knudsen endte på en flot ottendeplads med en tid på 14:21.
Lørdag stod den på sprint, og Emma Aastrand Jørgensen var på vandet i K1 500 meter. Her indkasserede hun en sølvmedalje med en tid på 02:04, lidt under et sekund langsommere end guldvinderen Nan Wang fra Kina.
Dansk-tysk sejr
Søndag skulle Mads Brandt Pedersen og Philip Knudsen i aktion igen i herrernes maratondistance på 21 kilometer. Her lykkedes det også Mads Brandt Pedersen at nå vinderskamlen med en tid på 1:28:42.
Philip Knudsen endte på en flot femteplads og en tid på 1:32:48.
Også Emma Aastrand Jørgensen skulle i kajakken igen søndag. Denne gang i K2 mix 500 meter, hvor hun roede med den tyske atlet Max Lemke. De vandt med en tid på 01:40.
De danske polokvinder endte på en flot syvendeplads, og nu går turen direkte videre til VM – også i Kina. DKF ønsker dem held og lykke!