Genistreg sikrer Mads Brandt dobbelt VM-guld
Med en taktisk genistreg, hvor han fuldstændigt forvirrede sine tre konkurrenter ved anløbet til den sidste overbæring inden den korte finalerunde, sikrede Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub sig det afgørende forspring, som han holdt hele vejen over målstregen til VM-guldet i enerkajak for seniorer ved VM maraton lørdag eftermiddag, lokal tid, i Kina.
Dermed blev danskeren dobbelt verdensmester i Kina, da han også vandt VM-guldet for U23 fredag.
Lørdagens VM-løb over de knap 30 kilometer blev en taktisk affære til målstregen. Midt i løbet skilte fire roere sig ud med Mads Brandt Pedersen, den regerende verdensmester Andrew Birkett fra Sydafrika, Franco Balboa fra Argentina og Jose Ramalho fra Portugal.
Efter otte omgange skulle det hele så afgøres ved den sidste overbæring, hvor Mads Brandt Pedersen altså forvirrede sine konkurrenter ved at gå fra side til side. Taktikken lykkedes, så han kom hurtigst i vandet efter overbæringen og kunne ro VM-guldet hjem fra spids foran Ramalho og Balboa, mens Birket sluttede udenfor medaljerækken.
Med VM-guldet kronede Mads Brandt Pedersen en fabelagtig sæson, hvor han nu går over i historien som dobbelt europamester og verdensmester i samme sæson. Mens han var den første dansker til at vinde et dobbelt europamesterskab for U23 og senior tilbage i juli i Frankrig, så var han i Kina den første i verden til at vinde både U23 og senior ved et og samme VM – og indenfor blot 24 timer.
– Jeg kan næsten ikke fatte, at drømmen gik i opfyldelse. Midtvejs i løbet følte jeg mig en smule træt ovenpå gårsdagens løb for U23. Derfor forsøge jeg at spare kræfter frem til afslutningen, hvor jeg heldigvis fandt ekstra energi, sagde Mads Brandt Pedersen efter løbet.
Den anden dansker, klubkammeraten Nicolai Winther, kom i mål som nummer 14.