René Holten mødte Adam og vandt
Indledende heat på 1.000 meter enerkajak ved World Cup i Racice blev et gensyn med canadiske Adam Van Koeverden for den regerende verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo.
Den firefoldige OL-medaljetager fra Canada blev først forleden klar til OL i Rio ved at vinde den Panamerikanske kvalifikation.
Men danskeren gengældte ikke gensynsglæden ved at dele gaver ud. René Holten vandt sikkert med Adam Van Koeverden på tredjepladsen og Artuur Peters, Belgien, der blev en overraskende toer i Duisburg for en uge siden på fjerdepladsen. Andenpladsen tog Josef Dostal fra Tjekkiet.
Dermed er René Holten klar til eftermiddagens semifinale. De seks første fra indledende heat gik i semifinalen.
I løbet før var Morten Graversen fra Silkeborg til start. Han kom også videre til semifinalen via en fjerdeplads.