Sportschef Bo Vestergaard: – Vi er stolte og glade
Med sjettepladsen til firerkjakken med Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen, fik det danske sprintlandshold sat et flot punktum for konkurrencerne i Rio.
– Vi er stolte og glade for vores indsats her i Rio, hvor vi fik indfriet vores målsætning og forventninger. Og så fik vi set, at vi har masser af potentiale at arbejde videre med frem mod næste OL i Tokyo. Ikke bare dem, vi havde med i Rio, men også hjemme i Danmark, hvor vi har mange unge talenter, som vi kan arbejde videre med de kommende år, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Enerkajakken med Emma Astrand Jørgensen, der vandt OL-sølv, og firerkajakken illustrerede på bedste vis talentet og potentialet i dansk kajaksport. Ol-sølvvinderen er 20 år, Amalie Ringtved Thomsen og Ida Villumsen begge 21 år.
– På papiret forventede vi, at Emma kunne ro med om en top 5 placering. I stedet gik hun hen og tog den medalje, som vi på forhånd havde spået ville gå til René Holten. Og kigger vi på firerkjakken, så blev de nummer 15 ved VM for to år siden, nummer 10 ved VM i Milano sidste år og nu nummer 6 i en OL-finale. Det fortæller, at udviklingen er gået den rigtige vej for vores unge roere, og det giver tro på fremtiden, siger Bo Vestergaard.
Under konkurrencerne har sprintlandsholdet boet på hotel i tilknytning til rostadion, men vil nu flytte ind til OL-byen for at være sammen med de øvrige danskere, overvære et par af de andre idrætsgrene og deltage i søndagens afslutningsceremoni.
Mandag aften, lokal tid, flyver sprintlandsholdet tilbage til Danmark med ankomst tirsdag aften dansk tid. Nærmere om rejseplanen følger.