World Cup Ungarn: Emma og René førte an på god dansk fredag
Med sikre sejre i indledende heat over de olympiske 500 og 1.000 meter distancer i enerkajak, førte kajakroerne Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen an på en god dansk førstedag, fredag, ved sæsonens første World Cup i ungarske Szeged.
– Emmas løb sad lige i skabet. Det var en fornøjelse at se, at hun er på vej tilbage ovenpå sin træthed efter træningslejren i Florida. Den jernmangel, hun havde, fik vi taget hånd om. Det viste hun i dag, hvor hun vandt, som hun skulle. Også René viste gode takter og roede sin 1.000 meter indledende sikkert hjem, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl og fortsætter:
– Med det, vi så i dag, håber vi på to finaler lørdag.
En enkelt finale blev det til fredag, nemlig en B-finale over 1.000 meter toerkajak, hvor U23-roerne Rasmus Alsbæk og Simon Schuldt-Jensen roede en ottendeplads hjem i parrets første, internationale seniorfinale.
De unge roere var kommet med til Szeged for dels at blive prøvet af på højeste niveau, men også for at måle deres niveau i konkurrence med det etablerede par, Casper Pretzmann og Morten Graversen, med henblik på at udtage den stærkeste toerkajak til EM i Serbien i næste måned.
Den første test blandt de to mandskaber fandt sted ved Spring Regatta på Bagsværd Sø i april. Den vandt Casper Pretzmann og Morten Graversen. Den anden test i Szeged var tæt. I semifinalen var begge danske toerkajakker placeret i samme heat, og her lykkedes det for udfordrerne at vinde med et halvt sekund ned til Casper Pretzmann og Morten Graversen. Facit blev en femteplads og en B-finale til Rasmus Alsbæk og Simon Schuldt-Jensen, mens Casper Pretzmann og Morten Graversen på syvendepladsen akkurat sluttede udenfor finalefeltet.
– Med det mentale pres, der lå på vores debutanter i deres første internationale seniorkonkurrence, så løste de opgaven superflot. De var tændte og tacklede udfordringen på bedste vis under dagens tre løb med en flot ottendeplads i B-finalen. Casper og Morten fulgte tæt efter, men følte ikke, at hverken deres indledende heat eller semifinalen kørte for dem. De har sammen med vores trænerteam evalueret dagen og er klar over, hvad der skal arbejdes videre med fremover og op til næste uges World Cup i Duisburg, for kampen er tæt mellem de to toerkajakker om at komme med til EM, siger Lars Robl.
For damernes toerkajak med Katrine Græsbøll Christensen og Mette Gravesen blev det til en niendeplads i indledende heat over 500 meter. Den placering rakte ikke til videre avancement.
– Katrine og Mette er i øjeblikket vores tredjevalg i toerkajakken, de to p.t. hurtigste par sidder i vores firerkajak. Derfor var niendepladsen ikke overraskende, for det skal også siges, at feltet i indledende heat var meget stærkt. I Szeged er de med for at bygge på den internationale erfaring, som de kan bruge senere på sæsonen til EM og VM for U23, siger Lars Robl.
I morgen, lørdag, får parret en ny mulighed over 200 meter, og lørdag kommer firerkajakken med Julie Frølund Funch, Line Langelund Eriksen, Pernille Brandstrup Knudsen og Bolette Nyvang Iversen, også i aktion over 500 meter.
Lørdag ror Emma Aastrand Jørgensen desuden indledende 200 meter og René Holten Poulsen 500 meter semifinale efter, at han fredag fulgte den sikre sejr over 1.000 meter op med en ligeså sikker sejr på den halve distance i indledende heat.
200 og 500 meter finalerne ros søndag.
Foto: Sportschef Lars Robl.