Guld til juniordamer firerkajak
I direkte duel med sidste års mestre fra Polen, sølvvinderne fra Rusland og bronzevinderne fra Ungarn, lykkedes det for den danske damejunior firerkajak at vinde VM-guldet over 500 meter i den første finale lørdag ved U-VM i Portugal.
Fra start var det Polen, der trak fra feltet, men midtvejs kom Mette Gravesen, Silkeborg, Cathrine Rask, Silkeborg, Julie Frølund, Vallensbæk og Pernille Knudsen, Maribo, op på siden af mestrene og på de sidste 150 meter satte danskerne en effektiv slutspurt ind til en flot sejr foran Rusland, Tyskland og Polen.