Europas længste kajakmaraton – Tour de Gudenå – afvikles i morgen – lørdag den 5. september. Og der må meget gerne heppes på roerne undervejs på ruten.
Den længste rute starter i Silkeborg kl. 10, og slutter i Randers efter 73 km.
I år har rigtigt mange valgt den “kortere” distance på 42 km, hvor deltagerne starter i Ans kl. 11.
Hvis tidsplanen holder, passerer den første roer Tange kl. ca. 11.15, Bjerringbro ca. 11.30, Ulstrup ca. 12.15 og Langå ca. 13.00. Roere, der er startet i Silkeborg forventes i Tange ca. kl. 12.30, og som tilskuer, så er Tange et rigtigt godt sted at slå sig ned og få overblik over løbet. Hurtigste dame sidste år var Birgit Pontoppidan (6 timer og 2 min.), og hurtigste mand var Nicolai Black (5 timer og 19 min.)
Få flere informationer om løbet på tourdegudenaa.dk