Adgang for alle – med respekt for naturen
Danmarks Kano og Kajak Forbund arbejder for, at alle kan få adgang til vandet – og at det sker på en måde, der respekterer naturen og de gældende regler
Sejlads med kano, kajak og SUP er reguleret af love som Naturbeskyttelsesloven og Vandløbsloven. Der kan være særlige restriktioner på søer og åer som Gudenåen, Suså, Furesøen og flere andre, hvor f.eks. tilladelser, mærker eller tidsbegrænsninger gælder.
Forbundet udfører lobbyarbejde der sikrer fri adgang til vandkanten og informerer løbende klubber og brugere om adgangsregler, så friluftslivet kan udfolde sig ansvarligt – med hensyn til fugleliv, natur og lodsejere.
Vil du eller din organisation støtte fri og ansvarlig adgang til vandet?
Du kan være med til at sikre, at flere får mulighed for at opleve naturen fra vandsiden – og at det sker bæredygtigt og lovligt.
Deltag i arbejdet for bedre adgang som klub eller roer
Regler for Adgang til vandet
Sejlads med kano, kajak, SUP og andre småbåde er reguleret af forskellige love og regler. Her er en kort oversigt over, hvad du skal være opmærksom på.
Større søer og åer
Her kan der være særlige regler for sejlads. Her kan du læse om de mest besøgte, og du kan også finde de specifikke regler for et område på kommunens hjemmeside.
Vandløbsloven
De fleste søer og åer i Danmark er åbne for sejlads med ikke-motordrevne både, hvis der er flere ejere af bredderne, og der ikke er særskilt ejendomsret. Du må dog ikke sejle på en måde, der skader naturen eller forstyrrer jagt og fiskeri.
Kommunen kan fastsætte begrænsninger for sejlads eller kræve betaling for motorbåde på offentlige vandløb.
Naturbeskyttelsesloven
Naturbeskyttelsesloven giver offentligheden ret til at færdes på mange danske søer og åer i ikke-motordrevne fartøjer som kano, kajak og SUP. Samtidig beskytter loven sårbare naturområder ved at regulere, hvor og hvornår man må sejle.
Det betyder, at der nogle steder er særlige regler – f.eks. krav om tilladelse, begrænsninger i yngletiden eller adgangsforbud i visse naturzoner. Formålet er at sikre balance mellem friluftsliv og naturbeskyttelse, så vi kan bevare den vilde natur og stadig give plads til oplevelser på vandet.
For roere og klubber betyder det, at man skal kende og respektere de lokale regler – og det er noget, vi i forbundet hjælper med at formidle.
Privat ejendomsret
Grundejere kan i nogle tilfælde regulere færdsel på vandløb, men naturbeskyttelsesloven sikrer offentlig adgang til visse naturområder.
Særlige regler og restriktioner
Nogle steder kræver sejlads en tilladelse eller et mærke (f.eks. på Gudenåen og Suså).
Der kan være tidsbegrænsninger for at beskytte ynglende fugle.
Motordrevne både er ofte forbudt eller har hastighedsbegrænsninger.
På private arealer må du kun gå i land med ejerens tilladelse.
På udyrkede bræmmer langs åbne områder kan du ofte gå i land.
Overnatning i telt er forbudt på private strande, men et lille ly kan være tilladt.
Hvis du oplever en sag hvor adgang til vandet er udfordret, kontakt forbundet på il@kano-kajak.dk.
Hvis I ønsker at høre mere om forbundets arbejde med miljø, bæredygtighed og gode faciliteter, er I meget velkomne til at kontakte vores konsulent:
Miljøkonsulent Irene Lauridsen:
irene.lauridsen@kano-kajak.dk
60658692










