Medaljevindere hyldet i Holstebro
Plænen mellem kajakklubben og tv-stationen i Holstebro var lørdag aften omdannet til den ”lufthavn”, hvor Dansk Kano og Kajak Forbund traditionelt møder frem i for at hylde sine medaljetagere fra de store mesterskaber, OL, VM og EM.
- Vi har gennem mange år haft den tradition at sende en repræsentant fra DKF til at møde frem i lufthavnen i København eller Billund med blomster. Men i år har vi – og det er dejligt – vundet så mange medaljer, at det har været svært at nå det hele. Det skyldes, at flyene ofte er landet sent om aftenen samtidig med, at I roere gerne vil hurtigt hjem efter de lange ture til mesterskaberne. Derfor besluttede vi at samle alle medaljetagere fra årets EM og VM, sprint og EM, maraton til denne lille reception og hylde jer her ved DM, sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds Formand, Ole Tikjøb.
Bagefter kaldte han medaljetagerne frem en efter en til en lille gave fra forbundet, overrakt af eliteansvarlig Tom Faurschou, samt en fortjent hyldest fra det store publikum, som talte flere hundrede tilskuere, forældre og klubkammerater.
- Den hyldest har I fortjent. Et kæmpe tillykke til jer alle. Det I har præsteret, er virkelig flot, så i DKF ser vi lyst på fremtiden. Der skal også lyde en stor tak til klubtrænere, kraftcentre og hele DKF´s eliteteam. De mange flotte resultater var heller ikke kommet uden en kæmpe indsats fra jer. I den forbindelse skal vores helt unge roere ikke glemmes, men fremhæves. Igen i år gjorde I det helt fantastisk til de nordiske ungdomsmesterskaber, hvor det blev til 49 guldmedaljer, 42 sølvmedaljer og 19 bronzemedaljer. Et kæmpe tillykke til jer, sagde Ole Tikjøb.
Faktisk kan der komme flere medaljer til og efterfølgende hyldest, når maratonlandsholdet i næste uge deltager ved VM i Portugal.