Morten Graversen fra Silkeborg og Nils Boe fra Maribo fik en fjerdeplads i semifinalen.
OL-håb stækket af fiberskade
På forhånd var Maribos regerende U23 europamester i 200 meter enerkajak, Orion Pilo, udråbt til det største danske håb ved den europæiske OL-kvalifikation i Duisburg, hvor de indledende heats og semifinaler blev roet onsdag.
Men Orion Pilos OL-drøm blev stækket af en fiberskade i den ene overarm. Derfor kunne han ikke ro igennem og blev slået ud i semifinalen, hvor det blev til en femteplads. Kun de tre bedste fra semifinalen gik i torsdagens finale om de to europæiske kvotepladser til OL.
– Orion pådrog sig skaden under træningslejren op til stævnet i Duisburg. Sammen med vores fysioterapeut prøvede vi at gøre alt for at gøre ham klar, men det viste sig, at man ikke kan fremskynde helingen af en fiberskade. Vores håb var så at gøre ham 90 procent klar i forventning om at det kunne række til en top 2 placering. Men desværre for Orion og for os hæmmede skaden ham for meget, siger dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Allerede i indledende heat viste Orion Pilo tegn på, at noget var galt, da han smed løbet og kom i mål på sidstepladsen med 15 sekunder op til vinderen, Max Lemke fra Tyskland.
– Det var helt bevidst, for Orion var sikret en semifinale uanset placeringen. På den måde kunne han spare sig til semifinalen. Her holdt overarmen desværre kun i fem tag. Så begyndte det at smerte, og selv om Orion forsøgte at give pokker i smerterne, så var det en ulige kamp, siger Bo Vestergaard.
For at give skaden ro til at hele står Orion Pilo over i de kommende World Cups og måske også EM sidst i juni.
– Vi håber på at få ham klar til EM, men lige nu tvivler jeg på det, siger Bo Vestergaard.
Alle danskere slået ud
Heller ikke toerkajakken over 1.000 meter med Nils Boe fra Maribo og Morten Graversen fra Silkeborg samt enerkajakken over 200 meter med Julie Frølund Funch fra Vallensbæk formåede at kvalificere sig til finalerne. Begge både var dog tæt på med fjerdepladser i tætte semifinaler, hvor kun de tre bedste gik videre.
– Vi havde på forhånd et stille håb om en finale til toerkajakken, men selv om det var lykkedes, så ville odds for at få den førsteplads, som giver en OL-kvoteplads være for hårde, for der blev roet rigtig hurtigt af de andre hold. På den baggrund var fjerdepladsen i semifinalen godkendt, og både Nils og Morten var også godt tilfredse, for de roede et disponeret løb med tempo og rytme i båden. Kort sagt gjorde de alt, de kunne.
– Julie havde vi ingen forventninger til. Hun var udtaget for at lære, så hun roede en overraskende flot semifinale, som hun kan tage ved lære af og bruge som god erfaring til kommende seniorstævner, hvor hun vil møde betydelig hårdere modstand, siger Bo Vestergaard.
Heller ikke de danske pararoere kunne begå sig i kampen om de europæiske kvotepladser til Paralympics. Jonas El Awsy og Kasper Thomsen fra Vallensbæk blev slået ud i semifinalerne i KL3 klassen og finder nok ringe trøst i at være med i en C-finale i morgen.